Styrket beredskab skal gøre transportsektoren mere robust
Nyt beredskabsforum skal styrke koordineringen og samarbejdet om godstransport i en krisesituation.
Foto: Rene Strandbygaard
Et robust transportsystem er afgørende for, at Danmark kan fungere. Også når samfundet bliver ramt af alvorlige hændelser.
By-, Land- og Transportministeriet har i de seneste år gennemført en række tiltag med det formål at styrke beredskabet på transportområdet. Fokus har været på at forebygge hændelser, robustgøre infrastrukturen og sikre alternative løsninger, hvis den normale infrastruktur bliver sat ud af drift. Som eksempler kan nævnes Sund & Bælts erhvervelse af beredskabshavne ved Storebæltsforbindelsen.
Et stærkt beredskab kræver også tæt samarbejde med de virksomheder, der hver dag sørger for at transportere varer rundt i landet. Derfor etablerer By-, Land- og Transportministeriet nu et Bered-skabsforum for godstransport med henblik på at styrke dialog, informationsdeling og den gensidige forståelse mellem transportmyndighederne og centrale aktører i gods- og logistiksektoren.
- Transportsektoren er en del af fundamentet for resten af samfundet. Hvis medicin, mad og andre vigtige forsyninger ikke kan komme frem, kan det hurtigt få konsekvenser ud over selve transportsektoren. Vi skal fra mandighedernes side sikre, at vores transportinfrastruktur er godt rustet. Samtidig er det også vigtigt, at vi har et tæt samarbejde med den del af transportsektoren, der skal fragte varerne. Derfor opretter vi nu et fast beredskabsforum, der skal gøre godstransporten endnu mere robust og sikre forsyningerne, siger by-, land- og transportminister Signe Munk.
Forummet skal fungere som et løbende strategisk og operationelt sparringsforum, der skal bidrage til øget robusthed og beredskab i transportsektoren. Forummets medlemmer udpeges af By-, Land- og Transportministeriet.
Det nye Beredskabsforum for godstransport sekretariatsbetjenes af Dansk Industri, og formanden for DI Transport og tidligere direktør i Banedanmark, Hakon Iversen, har sagt ja til at være formand.
- Vi er i DI rigtig glade for det øgede fokus på beredskab og forsyningssikkerhed på godsområdet og for det tætte samarbejde med myndighederne. Det har været et ønske fra transportsektoren, at vi styrker dialogen om, hvordan vi sammen kan håndtere de udfordringer, der kan opstå i krisesituationer. Vi ser derfor frem til at fortsætte og udbygge samarbejdet og i fællesskab finde konkrete løsninger, der kan være med til at sikre en høj forsyningssikkerhed og et robust transportsystem. Vi glæder os til at påtage os sekretariatet for det nye beredskabsforum, siger Hakon Iversen.